Ros til læger og sygeplejersker

Efter at have kommet så meget på ouh, får man selvfølgelig både gode og dårlige oplevelser. Det er så nemt at brokke sig og kritiserer når noget ikke går som man kunne ønske. Jeg vil dog i stedet komme med alt det positive de gør. For hold fast, hvor møder man en masse rare mennesker med et utroligt overskud og omsorg. Ja det er deres arbejde og de får løn for det - men de har travlt og er tit presset, men de har altid haft tid til mig. Efter jeg er blevet tilknyttet den læge der passer til mig og min personlighed, er det meget nemmere også at snakke om de svære ting og der er en meget større forståelse. Vi bruger meget humor og det gør det hele nemmere for begge parter! Det er ikke altid sjove ting der skal tages stilling til og det er jo heller ikke altid sjovt for ham, men hvis vi kan lave lidt fis bagefter, så er det bare meget nemmere.
Jeg er også tilknyttet en sygeplejerske på afdelingen. Vi har efterhånden brugt utrolig mange timer sammen og haft mange snakke. Hun lytter og er forstående og kan efterhånden se på mig, hvis der er noget jeg tænker på. Hun er bare fantastisk og uden hende var jeg nok blevet skør. Hun har været min psykolog i alt det her. Man behøver ikke en uddannet der koster mange penge, - det jeg har haft brug for, er en der lytter!! Det er nemmest at snakke med en der ikke er familie og involveret i det hele. Dog er hun selv mor og kan sagtens sætte sig ind i mine tanker og bekymringer.
Men hele afdelingen er fantastisk, de ved hvem man er og hvad man hedder - man er ikke "bare" et nummer i køen.
Udover at komme på nyreafdelingen har jeg jo også været forbi utrolig mange andre afdelinger. Bl.a er jeg ofte forbi biokemi og få taget blodprøver. Her var det i en periode tilfældigvis den sammen kvinde der tog blodprøver på mig. Vi nåede i de 5 min det tog, at få snakket en del sammen. Da min mor så var inde for, at skulle tjekkes om hun kunne bruges som doner, kunne hun kende mig og tog sig af min mor og vi fik lige snakket kort igen.
Min mor var meget overrasket over, hun kunne kende mig og at de havde overskud til den form for omsorg et sted hvor man jo kun tilbringer utrolig kort tid.
Selvfølgelig er det jo fordi jeg kommer meget på sygehuset, at de ved hvem jeg er - hvis man kun kommer en gang hver halve år, kan de selv sagt ikke huske eller involvere sig helt så meget og så har man måske som patient heller ikke brug for helt den samme struktur og omsorg.

Husk med et smil, humor og en positiv indstilling går det hele nemmere - også når det hele er svært og imod en!! Ikke altid nemt, men man kan prøve.