Jeg har før skrevet om det, at være mor med en kronisk sygdom og har også løbende skrevet om mine tanker om dette.
Det siger sig selv at det er to svære ting at forene!! Man kan jo ikke gøre mere end man fysisk magter og også nogle gange psykisk.
Nu hvor jeg lige haft nogle skønne uger sammen med min søn under lockouten - frygter jeg jo også de kæmpe ændringer der nu vil komme og som vil ændre alt (forhåbentlig dog kun i en periode).
Har prøvet og snakke lidt med ham om, at det vi har kunnet gøre det sidste stykke tid, dog med hvil osv jo ikke kan lade sig gøre i et godt stykke tid. Han vil ikke rigtig høre det, men samtidig skal han også forberedes lidt! Han skal vide det er naturligt og ok at det sker, men også at det kun er for en periode.
Mine bønner blev hørt i forhold til lockouten, for selv om vi er en af de familier der har nydt godt af den - er der ingen tvivl om, at det bedste for vores søn er, at komme i skole og have en sygdomsfri zone, hvor han bare kan lege og hygge sig uden bekymringer.
Så nu har vi lige tid til at komme ind i rytmen igen inden operationen.
Selvfølgelig er der konstant ting der bekymrer en og man kan hurtig komme til at overanalyserer alting!! Hvis han vågner og er ked af det, har drømt, kun vil puttes i vores seng - selvom "reglen" er man starter i sin egen seng. Hvis han bliver gal eller ked af det pga noget legetøj der driller osv osv. Jeg kan hurtig få det til at hænge sammen med mig og min sygdom, men jeg prøver ikke at ændre på så mange ting, men et ekstra kys og kram skader aldrig:-)
Vores søn har nok oplevet mere sygdom og modstand end så mange andre børn i hans alder, men jeg tror ikke det skader ham som menneske - tror måske det i den sidste ende gør ham stærkere og mere omsorgsfuld! Hvis vi bare som voksne gør vores bedste med at passe på ham og guide ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Det ville være skønt med en kommentar:-)