Sygdommen bliver opdaget

D. 7. September 2005 fik min kæreste og jeg den dejligste dreng og bedst som vi nu troede, at vi skulle til at nyde livet og vores nye familie, ændrede mit liv sig.
Fødslen blev sat igang 14 dage før tid, da der ved jordmoderen blev målt for højt protein i min urin i de prøver man får taget ved alm. Graviditetskontrol. Forventningerne var dog, at nyrene nok var alm. belastet af graviditeten, som man jævnlig så. Derfor regnede man med, at efter fødslen villet tallet falder igen. Dog blev fødslen sat igang, for at være på den sikker side, da det også kan være tegn på begyndende svangerskabsforgiftning.
Vi var ikke bekymret, alt foregik stille og roligt og jeg havde aldrig fejlet noget, så vores tanke var, at alt nok var ok.
Efter fødslen gik jeg til jævnlige kontroller for at tjekke at tallet faldt som forventet. Tilslut i min barsel var de ikke tilfreds med tallene og nyreafdelingen på ouh besluttede, at der skulle laves nogle undersøgelser og tilsidst blev der besluttet, at jeg skulle have lavet en biopsi.
En biopsi er: at man får en lokal bedøvelse i ryggen og så bliver der  "skudt" en nål ind i ryggen og ind i nyren, som tager en lille vævsprøve fra nyren med ud. Tanken er værrer end det lyder ( har dog selv panikket for vildt en af gangene, da jeg psykisk havde været presset og nervøs) Lægen forklarer hvad der sker og det er hurtigt overstået. Man hører et højt klik når han trykker nålen af - det  er rart at vide!
Desværre viste prøverne, at jeg havde en nyresygdom. Begge mine nyrer virkede ikke som de skulle. Hvilket er noget skidt, da man har brug for mindst en nyrer som virker!!
Hvorfor de pludselig var blevet dårlige og hvad der var sket er ikke til at sige. Lægerne regner med jeg måske er født med sygdommen og den eneste grund til, at det blev opdaget var pga. graviditeten.
Hvis ikke jeg havde været gravid var det nok først blevet opdaget når nyrene begyndte at stoppe med at virke og jeg fik det skidt.
På daværende tidspunkt virkede de ok og jeg havde det fint, men ud fra vævsprøven kunne de se at de var syge - dog ville jeg måske ikke mærke noget til sygdommen før jeg blev gammel.

Dette var selvfølgelig et chok, men jeg havde det jo ok og det var jo svært at forholde sig til,  når intet rigtig  havde ændret sig...
Min støreste bekymring var om vi måtte få et barn mere og her begyndte det, at blive hårdt psykisk.
Egen læge snakkede om risikoen ved en evt. graviditet og snakkede om evt. at fjerne livmoderen, for ikke at risikerer noget!!! En læge på ouh nyreafdelingen sagde " jamen du har jo et barn...!!"
Jeg var helt rundt på gulvet og var virkelig ked af det, indtil jeg blev tilknyttet min faste læge på nyreafdelingen.
Her mødte jeg forståelse og han sagde at han havde taget chancen, hvis det var hans kone han skulle have rådgivet.  Han sagde dog at det var nu, vi skulle arbejde på barn nummer to, da han jo ikke kunne sige hvordan fremtiden ville se ud.