Alt hvad jeg har skrevet er jo min version og min oplevelse af, hvordan jeg havde det. Der er heldigvis forskel på folk. Nogle bliver jo ikke så hårdt ramt, og andre bliver nok hårdere ramt.
Når ens liv pludselig ændrer sig så radikalt fra, at man lever et almindelig liv med arbejde, familie og venner - hvor man planlægger fremadrettet, som ferier, vennebesøg eller en gåtur i weekenden og hvor ens største frustrationer er hvad man skal have at spise om aftenen, - er det selvfølgelig en omvæltning at alt pludselig handler om sygdom og om at man ikke slår til. Man kan ikke planlægge noget, f.eks ferier. Vi har måtte aflyse en påskeferie i sommerhus, da jeg skulle blive i nærheden af ouh. Vennebesøg skal ikke ligge samme dag, som noget andet, da jeg skal have mulighed for at sove! Og gåture og hygge i weekenden, har jeg ikke fysisk altid orket, men på de gode dage har det været prioteret højt, for man føler sig i live når man kommer lidt ud.
Min priotering har også været, at prøve på, at deltage i alt, som min søn vil have. Bl.a tog jeg med ham til motionsdag i skolen, jeg har været til juleklippedag med ham og jeg tager med til alle hans fodboldkampe og mange af hans træninger. På den måde er jeg stadig mor og han føler jeg er der. De dage er det ham jeg prioterer og så må huset være beskidt og vasketøjet bliver hængende på tørresnoren!
Pludselig er de ting ikke det vigtigste mere nu handler det om sygdom, økonomi og bekymringer om hvad fremtiden bringer og at kæresten ikke må blive fyret i de utallige fyringsrunder der er i bl.a. pædagogfaget, som han også arbejder i.
Det er utroligt/skræmmende hvad man kan lære, at leve med og til en vis grad også accepterer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Det ville være skønt med en kommentar:-)