At miste sit job

Jeg viste, at det ville komme, men alligevel var det et af de mest chokerende og skræmmende ting!! Jeg følte, at hele min fremtid blev taget fra mig. Jeg havde ikke længere jobbet at komme tilbage til og jeg følte jeg havde fejlet helt vildt. Hvorfor kunne jeg ikke bare blive frisk og passe mit arbejde? Hvad med alle mine børn, som jeg var ved at starte op? Hvad med de familier jeg havde et nært samarbejde med? Hvad med alle de sager jeg ikke havde fået afsluttet? Hvad med...????
Nu var jeg ikke Sanne, som er pædagog længere - nu var jeg bare nyresyg!!! Hvor fedt var det lige??
Jeg var virkelig ked af det længe og havde svært ved at rumme det hele. Men jeg blev nød til at skubbe det tilside og koncentrere mig om det næste, - hvad skulle vi nu leve for?!
Nu skulle der pludselig bruges energi på en masse praktiske ting. Snakke med med min fagforening, snakke med kommunen, lægge så mange penge til side som muligt, få afbestilt alt hvad vi kunne undvære, som f.eks som vores avis osv osv. Alt drejede sig pludselig om, hvad vi havde af penge og om hvad jeg ville få på sygedagpenge. Det var utroligt hårdt, at skulle ordne alle de ting. Min kæreste gjorde hvad han kunne, men langt det meste skulle jeg selv ordne og ringe rundt!
Jeg oplevede det som uoverskueligt at håndtere efter lige at være blevet fyret, at have det rigtig skidt og være kritisk syg. Jeg manglede, at der var nogle der præcist fortalte mig hvad jeg skulle gøre og gjorde det meste for mig.
Bl.a. oplevde jeg lige efter første indlæggelse, at der lå et lang brev fra kommuen, som skulle have en helt masse at vide, som alle datoer på uddannelser, arbejdspladser, hvem jeg var, hvad jeg kunne, hvad jeg ville i fremtiden osv osv osv - blev vist kaldt " kompetenceskema"
Ved godt at sagsbehandlerne bare gør deres arbejde, men for mig var det et kæmpe arbejde, at skulle finde mine mapper frem og få udfyldt det hele.
Psykisk begyndte det hele bare at blive for meget og fysisk var det virkelig noget møg!