Nyreskole og dialyse overvejelser

I november 2011 var min kæreste og jeg på nyreskole. Det var 3 dage, som foregik på ouh, hvor vi fik fortalt om dialysemetoder, kost, motion, nyresygdomme generelt og mødte andre i samme situation som en selv. Vi havde mulighed for at snakke med læger og sygeplejersker og høre foredrag fra nuværende dialysepatienter og transplanterede.
Det var rigtig godt. Man fandt ud af, at man godt kan have et liv som dialysepatient, nogle kunne endda arbejder nogle timer om dagen og at man kunne få et næsten almindeligt liv efter en evt transplantation - det var jo utroligt beroligende. Dog er der jo også ting der ikke altid går som man kunne håbe, dialysen kan drille, nyren kan blive afstødt og så var der jo lige det med at finde en nyre man kan få. Derudover vil man jo altid være kronisk nyresyg og altid skulle have medicin.
Men min næste beslutning var hvilken dialyseform jeg ville have, og det var en beslutning jeg allerede skulle tage et par dage efter, da mine nyrer nu var så dårlige, at de ikke kunne mere.
Der er to former for dialyse.
Den ene er hæmodialyse, hvor man får lavet en fistel i armen, hvor man skal kan kobles til en maskine der renser blodet og tager ens affaldstoffer med ud. Dette skal gøres 3-4 gange om ugen og vil tage 3-4 timer hver gang. Dette skal ske på et sygehus eller kan gøres i hjemmet, hvis man har plads til det og selv kan stikke de to nåle ind i fistel.(alt dette vil man selvfølgelig blive lært op i)
Den anden dialyseform er p-dialyse eller peritonealdialyse hvor man får opereret en dialyseslange ind i bughulen. Til den kobler man sig til en maskine som kører ca 8 timer HVER nat, hvor der bliver lukket væske ind i bughulen. Væsken ligger en times tid i bughulen og så bliver det lukket ud igen og tager alle affaldsstofferne med ud. Dette foregår derhjemme og her bliver man selvfølgelig også oplært i brugen af maskinen.
Så nu stod valget så mellem pest og kolera!!! Hvilken form der passer til en selv, må man selv mærke efter og snakke med lægerne om.
Jeg valgte p-dialyse. Grunden til dette var, at jeg viste jeg ikke kunne stikke mig selv. Derudover ville jeg have det skidt med, at skulle være " fanget" i flere timer i løbet af dagen, flere gange om ugen. Jeg ville gerne kunne blive ved min søn, hvis han var syg, ville gerne kunne hente ham i rimelig tid hver dag, når jeg havde overskud til det og jeg havde ikke lyst til at binde mig til bestemte dage på sygehuset. Derudover kommer der også transporten frem og tilbage ( bor dog ikke langt fra sygehuset, men det ville alligevel løbe op i den sidste ende) og ventetid.
Ved p dialyse havde jeg dagen fri, jeg kunne være i dialyse, mens jeg alligevel skulle sove og jeg kunne tage maskinen med mig hvis vi skulle på weekend eller lign. Jeg følte jeg fik lidt mere frihed.




Billedet er taget fra hjemmeside pdialyse.dk (det sidste billede er forbudt, da alt jo skal være rent)
Jeg har ikke noget plaster på længere, da min hud efter noget tid blev overfølsom overfor plasteret. Tilsidst hev jeg huden af, når jeg skulle skifte det. I stedet har jeg nu en stram top på altid som holder det tæt ind til kroppen.
Såret skulle især i starten renses rigtig godt og ofte, og da jeg havde rigtig svært ved at accepterer at jeg nu skulle have den ud af maven og jeg syntes det var ubehageligt at se på måtte min kæreste rense såret i starten, men efter et stykke tid vænner man sig jo til meget og nu klarer jeg det selv :-) vores søn har også set det og ved han skal passe på ikke at trykke mig på maven.